Spring til indhold

Set med børneøjne

Velkommen til en dag fyldt med sjove børneaktiviteter

Løkken Kunststi er også for børn!

Kunstner Maria Ellermann har kreeret et flot håndtegnet skattekort over Løkken Kunststi. Med det i hånden, har du selv mulighed for at finde de hemmelige stier og De 17 Verdensmål.

Undervejs på ruten er der masser af sjove børneaktiviteter, der sikrer at du får en sjov og aktiv dag i det fri. Oplev spændingen, når du skal finde vej langs de små hemmelige stier. Se om du kan finde alle de små fisk, der gemmer sig i landskabet. Og husk at holde en velfortjent pause på de mange legepladser som Løkken byder på.

Husk at du kan besøge Kunststien alle de dage du har lyst – året rundt, for der er mange oplevelser, der kun venter på dig –  i den friske havluft!

Kender du knobene?

Hvor god er du til at binde knob? Knob er knuder, som du binder på tov, reb og snor. Hvert knob har specielle egenskaber, og bruges forskellige steder. Når du går rundt i naturen er det supergodt at kunne nogle basale knob.

Nu kan du blive mester i råbåndsknob, enkelt flagknob, pælestik, ottetalsknob eller dobbelt halvstik. Rundt omkring på Kunststien finder du skilte hvor du kan øve dig. Hvert skilt er udformet som én af de mange fisk, man kan fange her ved Løkken.

LÆR KNOBENE HER

Sådan bygger du et fuglehus

Mange fugle bygger deres rede i huller. Det er bl.a. blåmejsen, musvitten, skovspurven, gråspurven, fluesnapperen og stæren.

Fuglene kan have svært ved at finde et sted at bo, da der ikke er så mange træer med huller i. Du kan hjælpe fuglene ved at bygge og sætte redekasser op. Der er altid brug for flere kasser.

Hvis du vil vide hvordan du skal bygge en fuglekasse af en træstamme, så se mere her.

SE MERE

Hyben er Løkkens nationalblomst

Hybenrosen må helt sikkert være Løkkens nationalblomst.

Man ser den overalt i byen og i klitten. Hvide og røde hybenroser præger byen i juni og juli. Det er skallen man spiser. Den er fyldt med C-vitamin og A-vitamin.

Frøene indeni skallen er hvide og fulde af kløpulver. Og det er dem frække drenge og piger hælder ned ad ryggen på hinanden.

Se her hvordan du laver hybenmarmelade.

SÅDAN GØR DU

Vi kommer ikke uden om det - vores verden er forurenet!

Vi forbruger for meget og forkert og har ulige ressourcer i verden. Klimaet giver hede, oversvømmelse og sandflugt. Vi er nødt til alle mand at gøre fuld STOP!

Det er vel kort sagt hvad dette værk på Løkken Skole handler om. Storm var kun 12 år, da han sammen med sin far Øjvind Knudsen, i 2021 lavede dette flotte motiv. Det er op til hver enkelt af os, at fortolke på hvad vi ser på deres værk.

Få mere viden om vores allesammens klima og miljø, for kan du bare ændre én dårlig vane, er du med til at gøre en forskel.

Bliv klimaklog her:
Verdensmålene
Plasticchange
Verdens skove
DOF Birdlife og verdensmålene

Krible krable universet

Verden er forunderlig. Alt hænger sammen.

Insekter er en stor del at biodiversisteten. Der er mange tusinde forskellige kredsløb i naturen, som gør, at liv og død hænger uløseligt sammen. Du og jeg og alle mennesker på jorden, er også en del af naturen. Vi er nemlig en del af det vigtige kredsløb, der gør, at naturen lever.

Der er et fantastisk krible krable liv, at finde ude på din legeplads, i skoven eller i din have. Gå ud og led- det er bare om at få øje på det! Måske du også har fået øje på de mange insekter, der gemmer sig på vægmaleriet på Erik Larsens sti? Du kan også lære meget mere i Krible Krable universet.

KRIBLE KRABLE

Hent tegningerne fra malebogen

Har du lyst til selv at farvelægge skattekortet fra malebogens omslag, når du har været turen rundt? Så husk, at du kan hente din egen malebog på Løkken Turistbureau eller i postkassen ved gavlmaleriet “Natures way” ved Løkken Museum.

Du kan også printe skattekortet og de flotte illustrationer fra malebogen via linket nedenfor.

DOWNLOAD MALEBOG

Fisk i farvandet ved Løkken

Vidste du godt, at man her i Løkken mest fanger torsk, makrel, issing, rødspætte og stenbidder?

Hvis du vil vide meget mere om fisk, og om de specielle kendetegn de forskellige arter har, så skal du endelig se filmen med Gustav Urth, der fortæller en hel masse spændende ting – f.eks. at torsken faktisk kan smage ting 4 meter væk.

LÆR OM FISK

Naturen ved Løkken strand

Man kan få et indblik i det forunderlige liv i havet ved at kigge på de rester af havets dyr og planter, der af og til skyller ind på det fine strandsand. det kan være skaller af muslinger og snegle. Muslinger er bløddyr med to kalkskaller. Snegle har kun een skal. Mange af arterne spises i andre lande og i stigende grad også her bla hjertemuslingen. I Danmark er det en af de almindeligste muslinger. Den lever nedgravet få centimeter nede i sandbunden, oftest på lavt vand.

Klitlandskabet i Løkken

Klitområdet rummer i dag Danmarks mest dynamiske og oprindelige og ofte uberørt natur, med et særegent plante-, svampe og dyreliv. Også på europæisk skala er danske klitområder enestående- især fordi de er beskyttet så strengt.

Det er især store græshjælme, man finder ved Løkken. Planten stimuleres til at danne skud, når den dækkes af sand- og en enkelt plante kan gennemvokse en hel klit og rødderne nå helt ned til klittens bund.

Storm og kaskelothvalen

Hvaler er pattedyr og kan opdeles i to grupper: tandhvaler og bardehvaler. De fleste hvaler tilhører tandhvalerne, nemlig 70 arter. Tandhvaler er bl.a. kaskelot, narhval, marsvin og øresvin. Nogle tandhvaler har to tænder, mens andre kan have op til 252. De fleste tandhvaler lever af fisk og blæksprutter, eller krebsdyr og andet.

Tandhvaler har kun et åndehul. Når hvaler dykker, holder de vejret. Lungerne presses sammen, så luften bliver presset ud. Når hvalen vender tilbage til overfladen, udvides lungerne gradvist igen, og åndehullet åbnes. Den brugte luft pustes ud som en sky af vand og luft, og ny luft åndes ind. Hvaler kan optage meget mere af ilten i luften end mennesker, og de oplagrer det i musklerne. På den måde kan de klare sig uden frisk luft i meget lang tid.

Strandkrabber

Strandkrabber, som man finder opskyllet på stranden, er oftest ikke døde krabber. Det er krabbens hud , som de kønsmodne krabber skifter ca en gang om året. De yngre skifter den oftere. Den afskudte hud bevarer krabbens form.

Hunnen kan bære sine ca 200.000 æg under sin brede, afrundede hale, der er bøjet op under kroppen. Under hannes smallere hale er der kun parringsorganer. Strandkrabben spises af blandt andet torsk og ål og er uønsket bifangst i blandt andet bundgarn. Den bliver dog i stigende grad spist af også mennesker. I Løkken holdes der gerne krabbeklør fest på de lune aftener.

Løkken er for børn

Det lille legehus “Børnehuset” ligger mellem Valentinusens Sti og Erik Larsens Sti. Her kan du holde en pause, male i en malebog, eller læse en bog. Men husk at lade tingene ligge i børnehuset, så  andre børn også får glæde af dem.

Når du har set vores videoer, vil du vide at Løkken er fyldt med dejlige legepladser og hvilesteder. Og så selvfølgelig den største fornøjelse af alle – nemlig stranden.

Husk også at besøge:
• Legepladsen, bålpladsen og petanquebanen på Markedspladsen.
• Løkken Miniby i Vendsyssel plantage
• Boldbaner, skaterbaner og legestativer på skolen
• Multibane og pannabane ved stadion
• Padelbane og svømmehal ved Idrætscenter Løkken

Find de små hemmelige stier

Se om du kan finde de skjulte stier og få øje på de mange overraskelser på ruten. Sig “hej” til hajen, der er godt gemt et sted, du ikke tror, du må gå. Her kan du nemlig få taget et rigtig haj-selfie. Find vej via skattekortet.