Spring til indhold

Om kunststien

En unik kunstrute langs veje og stier i Løkken

Løkken Kunststi er en hyldest til kunst i Løkken. Den 6 km lange oplevelsesrute har bæredygtige referencer til FN’s 17 Verdensmål.

Ruten løber af små hemmelige stier, langs legepladser og rekreative områder i den maritime badeby. Overalt på ruten findes der små og store kunstværker. Flere steder er kunstværkerne ledsaget af QR-koder, der kan scannes med mobiltelefonens kamera, og som giver adgang til endnu mere spændende viden. Hør om de mange kunstværker, byens historie, fortidens kunstnere og vartegnenes betydning for området.

Undervejs kan du se mere end 40 værker – heriblandt 25 murmalerier, skulpturer og masser af sjove børneaktiviteter.

Velkommen til de hemmelige stier, den hyggelige badeby og kunstnernes og børnenes Løkken!

 

LØKKEN KUNSTSTI ER PROJEKTERET AF

Jonna Liv - for

Bagom Løkken Kunststi

Initiativtageren bag Løkken Kunststi er Jonna Liv Jensen, der er formand for Kulturhus Løkken. Jonna Liv har en drøm om at give genrejsning til de misligholdte og skjulte perler, der gemmer sig rundt om i Løkken, men som kun få kender til.
Hun har tidligere stået bag flere kunstprojekter i byen. Heriblandt ”Natures Way” af Lise Vestergaard. Og det er netop dette værk, der har givet inspiration til at lade børnene vise rundt i Løkken – gennem FN’s 17 Verdensmål – og den kunst og historie, der allerede eksisterer i Løkken.

Til spørgsmålet om, hvad der har drevet Jonna Liv til at jonglere med så stort et frivilligt projekt til Løkken, svarer hun:

”Jeg er bare et menneske, der elsker kunst. Desuden elsker jeg Løkken. Lyset, havet og blæsten – det maritime miljø og kunstnerne – giver mig input og udfordrer mine præferencer. Det giver mig kræfter og energi at møde mennesker, kunst og musik. Et utal af mennesker er kommet til på det rigtige tidspunkt med inspiration og hjælp – og det giver kræfter og glæde. Men også bare den glæde, det er at opleve et misligholdt sted blomstre og glæde andre.”

Med Løkken Kunststi håber Jonna Liv at alle som færdes på den, vil blive ligeså betaget som hun selv er, af de omgivelser, det lys og den kunst, der er så unik for Løkken og som har inspireret kunstneriske sjæle i århundreder.

Tak til...

JER, der troede på projektet og støttede økonomisk.
JER, der sparede os en masse penge ved at give produkter, lægge mur til, renovere og give frivillig arbejdskraft.
JER, der dukkede op på det rigtige tidspunkt, og gav et kærligt skub med ansøgninger, fremstilling af produkter, opstilling, klargøring og ophængning.
JER, der gav en gave, der muliggjorde, at vi i 2021 kunne opstarte projektet.
JER, der ihærdigt lagde jeres arbejde i, for at få projektet til at skinne – uanset om det var filmproduktion, hjemmeside eller grafik.
JER, der fremadrettet passer på projektet og dets værker.
JER der er kommet med viden, billeder, fotos. Tak for hver en lånt bog og samtale.
EN HELT SÆRLIG TAK skal lyde til til ALLE de kreative kunstnere bag værkerne. Tak for jeres entusiasme, tid og kyndighed i værkernes opståen og udførelse.

Hermed overdrages al vores samlede kærlighed og arbejde fra gruppen bag projekt Løkken Kunststi til alle jer, der besøger vores lille kunstperle ved havet. Pas godt på Kunststien, Løkken, dig selv og miljøet.

 

Tak for samarbejdet og tilliden!

Jonna Liv Jensen

Projektleder for Løkken Kunststi – Formand Kulturhus Løkken

 

 

En stor tak til Løkken Museumsforening for vidensdeling både personligt og igennem hjemmesiden loekkenhistorie.dk

Al historisk materiale og litteratur, som er anvendt i projektet kan anskaffes, og ses på Løkken Museum. Mange fotos i film og på denne webside er private eller med tilladelse igennem Løkken lokalhistoriske arkiv. Skulle der være sket en fejl ved brug af fotos, tilgodeses dette efter samme sats, som hvis der var søgt tilladelse. Rettigheder for alle tekster og manuskript i projektets film tilhører Jonna Liv Jensen.