Spring til indhold

Furreby Bæk

Furreby Bæk

Furreby Bæk dækker området fra Pension Udsigten, udsigtspladsen og Sygeplejerskernes Feriehjem. Ruten her går ved de oprindelige feriehuse. Et af dem der fungerede som pensionat og hvor kunstnerne ofte hang ud var Pension Udsigten.

Især kunstmaleren Erik Larsen slog sine folder her, da han og hustruen havde deres atelier lige i nærheden. Der har hængt hele serier af malerier som han har lavet til værtsparret Laurbjerg på Pension Udsigten. Sygeplejerskernes Feriehjem er et pragtfuldt feriested, som er bygget i 1924. Grunden blev givet til DSR i 1918 af Købmand P. Brix fra Aalborg.

Selve Furreby Bæk har sit udspring oppe bag Børglum Kloster og her har man i tidligere tider hentet ferskvand og fisket efter ål. Meget populært var det også at sidde ved bredden eller lege i bækken. Furreby Bæk har altid været et populært motiv at gengive i malerier. Især Valentinusen har været glad for motivet.

 

Se filmen om Furreby Bæk her

Aage Sørensen

Aage Sørensen er født i Himmerland 9. juli 1912. Han døde i Aalborg i 1991. Aage Sørensen boede i Klarup efter at have boet og ferieret i det gule sommerhus på Aavej i Løkken igennem mange år. Aage Sørensen var allerede som barn et talent og søgte bevidst oplæring, men lærte efter faderens ønske først håndværket som bygningsmaler. Dette har ledt ham til at arbejde med mange materialer.

Aage Sørensen var inspireret i sine værker og farver af arbejdet som teatermaler i Aalborg. Anvendte mest kridt og olie og tryk. Han lavede en del skulpturer og relieffer og arbejdede meget med mosaikker og med lyset ved vesterhavet som inspiration. Aage Sørensens motiver var ofte mennesker, dets masker eller stillbilleder i indtryk fra rejser eller bybilleder fra Løkken.

I Løkken har Aage Sørensen æren for en kæmpe glasmosaik af Sømærket som i sig selv repræsenterer en kæmpe arkitektonisk udregning af proportioner. Sømærket har han også opbygget i Italienske glassten i mosaik til indbygning i hallen på Hotel Klitbakken. Aage Sørensen har desuden stået for renovering af de smukke Løntorp fresker, som han har nedtaget og renoveret fra en villa mellem Lønstrup og Løkken. De pryder i dag en hel væg i aulaen på Løkken skole.

Kunsten i området ved Furreby Bæk

Ved Furreby Bæk er der ophængt 3 relieffer og en skulptur i glasmosaik, lavet af kunstner Aage Sørensen. Værkerne er doneret af sønnen Jens Sørensen, som også er kunstmaler med galleri i Børglum.

Lone Ejstrup Jensen har lavet en rødspætte som kan ses ved feriehjemmet. Ved Furreby Bæk kan der tages en velfortjent pause på bænke i smedet håndværk, sponseret af Lions Løkken. I området er der desuden skilte, keramik samt fugle og fisk i glas.

Er man så heldig, at man holder ferie på Sygeplejerskernes Feriehjem, vil man også her finde værker af Chr. Valentinusen og Lars Nielsen.

Furreby Bæk udløb, der år for år forandrer sig og synes smallere i nutiden.

Furreby Bæk fra århundredskiftet. Bevoksningen og broerne over ændrer sig over årene. Men i alle tider et stort og velbesøgt turistområde. 

Furreby Bæk med sygeplejerskernes Feriehjem. Billedet er ca. fra midt i 1920’erne.

Skulpturer udført af Aage Sørensen, doneret til projektet, står på Kærlighedsstien ved Furreby Bæk. Her er vist et af de ældste og største værker, som er i svømmehallen i Løkken Idrætscenter. 

Oliemaleri af Aage Sørensen, der viser Løkken Torv. Maleriet er købt af Jyske Bank, og er et af de få værker af Løkken by. 

Kunsten i området omkring Furreby Bæk er talrig. Der er både glas, keramik, skilte, bænke, hvilepladser og skulpturer. Området går fra kirken, forbi Udsigten, op til View pointet og ned til Kærlighedsstien og op til Furrebyvej.